Kirken drev Berlinmurens fald

Nikolai-kirken i Leipzig blev i 1989 centrum for DDR-borgernes oprør. Herfra opstod de første demonstrationer, efter de ugentlige fredsgudstjenester. "Vi er folket" blev det samlende budskab, som hørtes foran kirken.
Nikolai-kirken i Leipzig blev i 1989 centrum for DDR-borgernes oprør. Herfra opstod de første demonstrationer, efter de ugentlige fredsgudstjenester. “Vi er folket” blev det samlende budskab, som hørtes foran kirken.

Foredrag om kirkernes afgørende rolle i kampen mod DDR-diktaturet.

Forfatter og oplægsholder Lasse Soll Sunde  har mødt en række præster og kirkeaktive der op til den fredelige revolution  i 1989 var ledende figurer i kampen for forandringer. Kirkens rolle var især at give borgerne et alternativ, fungere som formidler, men også give rum og plads for alternativer til den kontrollerende DDR-stat.

Hvilken rolle spillede kirken? Hvilke oprørsforsøg lagde den hus til? Hvilke manipulationer brugte Stasi i jagten på at lukke munden på præster og aktivister? Berlinmurens fald er tæt knyttet til

I et 60 til 90 minutters foredrag med fotos, citater og filmklip samt mulighed for efterfølgende debat.

1989-revolutionen var utænkelig uden kirkerne

Skal man pege på en af hovedårsagerne til at Berlinmuren faldt, så  finder man svaret skete i det omfattende oppostionsarbejde som blev organiseret i de østtyske kirker. De var over flere årtier det eneste frie offentlige rum i Østtyskland. Det fik især freds-, og  miljøaktivister til at bruge kirken rammen for møder og aktiviteter. Kirken var også demokratisk organiseret, og var for mange DDR-borgere et sted, hvor de kunne ytre sig, uden at DDR-staten greb ind.

Staten var dog en stærk modstander af kirken, som siden DDR’s oprettelse havde mistet mange kirkerum, der f.eks blev laget om til kornlagre eller boliger. Eller sprængt væk, som det skete med den østberlinske Versönungskirche, der lå i dødsstriben, få meter fra muren mod Vestberlin.

De vesttyske kirkemenigheder støttede i høj grad menighederne i øst. Et system af partnermenigheder sikrede, at øst-menighederne fik tilført midler og personale. Bl.a. rejste den nuværende kansler Angela Merkels far i 1950’erne til en stilling som landsbypræst i den nuværende delstat Mecklenburg-Vorpommern.

Staten var som udgangspunkt restriktiv og gennem Stasi-agenter kontrollerede man typisk, hvad der foregik i kirkerne. Typisk greb man ikke direkte ind, men man forsøgte ad omveje at lægge pres på både de aktive i menighederne og de mange præster der engagerede sig i oppostionsarbejdet rettet mod DDR-regimet.

Det skete f.eks. på kirkedage, protestantiske kirkefestivaler og koncerte. Især i regi af de legendariske Bluesmesser i Berlin, som den markante præst Rainer Eppelmann var med til at organisere:

Ved bluesmesserne havde vi aldrig en bunden tekst. Vi spurgte de unge mennesker: Hvad har I af håb, af problemer, hvad er I bange for? Sig noget, hvad er der los? Og så tog vi udgangspunkt i det. Og så, ja, vi var jo en kirke, så ville vi kigge i vores tykke bog; findes der en historie, en tekst, der giver svar, eller opstiller et alternativ, til det problem, som de her folk nævner.

Rainer EppelmannPræst og politiker Rainer Eppelmann, 2014  

Stasi-politiet var ude efter Rainer Eppelmann, der i 1960’erne havde siddet i fængsel fordi han var militærnægter og senere også var en ledende figur i det fredsarbejde, som var med til at samle oppositionen i DDR. I midten af 1980’erne var han indblandet i et meget voldsomt biluheld, der nær kostede ham livet.

Jeg havde ikke evnen til at forestille mig alle de svinestreger, som de rent faktisk var i stand til og som de omsatte. Altså, da jeg var involveret i et alvorligt biluheld, havde jeg aldrig den tanke, at det var et provokeret uheld. Jeg blev noget eftertænksom, da der aldrig kom en retssag ud af det. Selv om jeg nær var død. I dag ved jeg, at det var en mand fra Stasi, der skulle køre mig ihjel.

Rainer Eppelmann, 2014

Kirkens rolle i kampen mod DDR-statens uretfærdigheder havde mange komplicerede aspekter: Man var tvunget til at samarbejde med staten, samtidig med at kirken ydede aktiv modstand mod det bestående. Især præsternes roller var mangetydige, hvor de aktivt understøttede miljø- og fredsarbejdet.

Det gjorde, at der kom mange mennesker i kirkerne, der ikke betegnede sig selv som kristne, men som i kirkerummene fandt en vis beskyttelse. Det medførte ikke mindst en gensidig læreproces, fortæller den daværende aktivist og senere politiker Vera Lengsfeld:

Interview med Vera Lengsfeld, marts 2014

Vi grundlagde Friedenskreis Pankow i efteråret 1981, og det var for mig i starten temmelig besynderligt, altid at skulle mødes i kirkerummene. Vi havde bare ikke andre muligheder. Men jeg fik jo hurtigt nys for, at det jo ikke alle var kirkefolk. Det var jo en tilvænningsproces. Omvendt skulle kirkegængerne jo accepterede at der konstant kom ateister ind i deres kirke. Ikke for at deltage i gudstjenester, men for at gå til deres arrangementer.

Og åbenheden var der?

Ja, ellers ville det slet ikke have været muligt. Det var en øvelse i tolerance fra begge sider. Det var en god skoling. Uden at præsterne stillede op og fungerede som beskyttere, så var det aldrig gået.

Vera Lengsfeld var en af dem, der fik vakt sine religiøse følelser gennem de mange møder i kirken. Hun var senere med til at danne gruppen Kirche von unten, kirken fra neden, og tog fra 1988 en master i religionsfilosofi fra Cambridge Universititet, da hun blev landsforvist efter at hun havde deltaget i en demonstration med det nedenstående banner:

Vera Lengsfelds banner til den kommunistiske mindedemonstration for Rosa Luxemburg i januar 1988 var et citat skrevet af Luxemburg. Lengsfeld kom i Stasi-fængsel og blev sendt ud af landet. Som DDR gjorde med med en del af de mere besværlige borgere.
Vera Lengsfelds banner til den kommunistiske mindedemonstration for Rosa Luxemburg i januar 1988 var et citat skrevet af Luxemburg. Lengsfeld kom i Stasi-fængsel og blev sendt ud af landet. Som DDR gjorde med med en del af de mere besværlige borgere.

En af de stærke bevægelser I DDR i 1980’erne var fredsbevægelsen, der benyttede sig af mottoet Schwerter zu Pflugscharen, at smede sværd om til plovjern.

Schwerter zu Pflugscharen
Fredsbevægelsen i DDR’s motto var taget fra det Gamle Testamente.

Citatet man støttede sig op ad var taget fra Mikas bog i det Gamle Testamente og har følgende ordlyd:

Han skal skifte ret mellem talrige folk,
fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne.
De skal smede deres sværd om til plovjern
og deres spyd til vingårdsknive.

Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere oplæres til krig.

I 1983 i Lutherbyen Wittenberg medførte dette fra en lokal DDR-fredsgruppe en kendt aktion, hvor kunstnersmeden Stephan Nau på byens kirkegård, foran 2.000 personer smedede et sværd om til et plovhjern.

Aktionen havde store personlige konsekvenser, som ændrede hans livsbane. Kunstsmeden kom ud i en personlig konkurs, efter at ordrerne tørrede helt ind i månederne efter aktionen. Stasi fulgte kirkens aktiviteter meget nøje, og mange der involverede sig i arbejdet for demokrati, fred og miljøspørgsmål, kunne regne med at Stasi ville gribe ind i deres liv på manipulerende vis.

Frem mod 1989 blev arbejdet i kirkerne intensiveret. Nikolai-kirken  i Leipzig, se også frimærket øverst på siden, var udgangspunktet for de mandagsdemonstrationer, der i revolutionsåret 1989 stærkt kom til at præge oprøret i DDR.  Præst Christian Führer prædikede i mange år hver mandag for fred i det barokke kirkerum. i september 1989 udviklede det sig til en ugentlig demonstration, der en måned senere talte over 70.000 personer. Dette var for alvor med til at betvinge DDR-regimet, da alene antallet af demonstrerende gjorde det umuligt at opløse denne og mange andre fredelige demonstrationer.

Kirkens politiske side blev forstærket i overgangen mellem diktatur og demokrati. Da det socialdemokratiske parti SPD i DDR så dagens lys den 7. oktober 1989 skete det på en præstegård nordvest for Berlin. Knap 40 præster havde forsamlet sig, for at danne det nye parti.

Præster, teologer og kirkefolk blev nogle af de mest aktive til at drive den fredelige tyske revolution frem, og de var i høj grad med til at præge landet i demokratisk retning. Konsistorialpræsident Manfred Stolpe blev ministerpræsident i Brandenburg, præst Steffen Reiche blev formand for SPD i samme delstat og i dag er Thüringens  ministerpræsident, den tidligere præst Christine Lieberknecht, en af de prægende politikere i det konservative CDU.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

– Guide og foredrag